Det nye liv - indtil videre

Nå, men jeg sidder sådan lidt og filosoferer. Min mand er nemlig gået i seng, fordi han skal op til en tid i morgen(i nat), som jeg ikke en gang vil skrive ned - godt det ikke er mig. Katten gik i seng sammen med ham, så det efterlader lejligheden helt stille. Og derfor sidder jeg altså og filosoferer. Det gik lige pludselig op for mig, at jeg ikke rigtigt har fået lavet nogen status på, hvordan det er gået med at skifte til LCHF. 

  Det er fem uger siden, at jeg havde efterårsferie, og besluttede mig for at afprøve det. Og jeg må sige, at jeg på ingen måde kan forestille mig, nogensinde at gå tilbage. Jeg har det simpelthen så skønt, og trives virkelig godt med det! :-)

Selve vægttabet er der ikke sket det helt store med, men jeg tror faktisk at min krop har haft brug for, at få noget næring indenbords, efter et halvt års kur forinden, hvor jeg har levet af 12-1400 kcal om dagen. Jeg kan i hvert fald, uden at afsløre for meget, sige at vægten går ned ad - og på tirsdag afslører jeg hvor meget - Og jeg er selv ret spændt på at se det, for sidst jeg vejede mig var i fredags, og der var allerede sket noget godt :-) Jeg tror, at vægten begynder at gå ned ad nu, fordi kroppen har vænnet sig til, at den nu ikke længere er på sultekur, og det er jo dejligt. 

De første par dage med LCHF, måske næsten den første uge, var jeg noget svimmel og led af hovedpine, fordi min krop skulle vænne sig til at bruge en helt anden slags energi end den var vant til. Det har ikke været noget problem siden, og det er jeg glad for - ja, faktisk har jeg det bedre end nogensinde før! Det er lidt vildt :-)

Det der overrasker mig mest er nok, at jeg ikke lider noget afsavn. Jeg mangler hverken sukker, korn eller stivelsesholdige fødevarer. Ikke engang kartofler, som er det der har været sværest at give afkald på, er savnet længere. Jo vist, en gang i mellem kan jeg da godt have lyst til nogle chips, en pose slik eller sodavand. Men så har jeg to midler. Enten siger jeg til mig selv: "Jeg må få alt det sukker jeg vil, bare ikke i dag", og ellers stopper jeg lige op og tænker over, hvad det egentligt er, jeg byder min krop, hvis jeg giver efter. Og det hjælper altså. Specielt det sidste. Jeg er blevet meget glad for tanken om, at min krop modtager rigtigt mad, som den kan genkende som næring, og bruge til noget godt. 

Min største udfordring er faktisk at være ude. Enten at være på besøg hos nogen til mad/snacks, være til fødselsdag med boller og kage, eller til en fest hvor der kun er mulighed for sukkerholdige drikkevarer. Jeg kan ikke rigtigt sige nej til nogen af de ovenstående ting, for der ligger hhv. et høfligheds-gen og et enormt festligt og socialt-gen i det, som gør, at jeg føler, at jeg er nødt til at konsumere ting som jeg ikke har lyst til, og som intet godt gør for mig.(Selvfølgelig er jeg ikke nødt til at drikke alkohol med sukkervand, men det er rimelig svært ikke at drikke, når det nu er det man er kommet for - og jeg elsker jo at fest). Det synes jeg er svært. Jeg nyder jo ikke engang de ting, for jeg synes ikke det er lækkert længere. Det er egentligt utroligt, hvordan man kan ændre tankegang ikke? Det er jo ikke mere end et par uger siden. at jeg "faldt i" og selv købte hvidt brød som jeg konsumerede med efterfølgende mavepine som lærestreg. Men jeg har vitterligt ikke lyst mere. Jeg tror, at Jon Gabriel spiller en meget stor rolle i denne ændring i min mentalitet omkring mad - men jeg har vitterligt bare kun lyst til nærende mad, som gør noget godt for min krop - og dermed har jeg heller ikke længere lyst til at overspise, som ellers har været min kernekompetence.