DETTE ER ET LANGT INDLÆG - JEG KENDER IKKE BEGRÆNSNINGENS KUNST!
Jeg ved ikke hvordan I derude bag skærmen har det med vinter - men selv har jeg det elendigt, når mørket indtræffer og kulden ligeså. Jeg kan mærke en skræmmende forskel, og jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal håndtere det.
Jeg har tidligere været nede med depressioner, som ikke havde noget med vinter at gøre. Derfor er jeg også tilknyttet en psykolog, som jeg heldigvis snart skal op til - forhåbentligt kan hun hjælpe mig med nogle(flere) redskaber, som kan gøre mørket mere uudholdeligt.
Generelt har jeg nogle redskaber som hjælper mig meget, når jeg mærker depressions symptomernes grimme ansigt. Ikke kun om vinteren, men generelt. De redskaber har igennem hele år 2012 hjulpet mig, med ikke at falde ned i et sort hul, når jeg ikke har haft det godt. Redskaberne er:
1. Sociale arrangementer - det giver mig energi, at være sammen med folk der kender mig godt
2. Motion
3. Struktur i mine måltider og SUND kost.
Det er alt sammen noget, hun har hjulpet mig med at komme frem til, og som jeg VED hjælper mig. Jeg har nemlig kæmpet mig ud af en depression med netop disse redskaber.
Nå, hvor vil jeg hen med dette? Jo, i dag skete der nemlig det, at jeg stod op kl. 7:15 som jeg plejer, når jeg skal møde kl. 9. Jeg tog til undervisning kl. 9. Vi havde om kommatering, og jeg syntes emnet var svært - ikke fordi jeg har svært ved at sætte kommaer, men fordi jeg ganske simpelt ikke kan finde ud af at forklare hvorfor jeg gør det. Og det virker bare som om alle andre ved hvad de gør. Og det virker som om jeg er den eneste som er ved at gå i panik over, at skulle aflevere en opgave om kommatering i næste uge. Og det er skide irriterende, for jeg er vant til at være den bedste - og så er det ikke rart at komme på uni, for at få opfyldt sine drømme, og lige pludselig opdage, at man ikke er den bedste længere. Langt fra faktisk. Og alle bliver ved med at sige, at det nok skal komme, at der pludselig går et lys op for mig. Sådan føles det bare ikke.
Nå, men jeg sidder så der i undervisningen, og får skide ondt af mig selv, samtidig med det er gråt, kedeligt og regnvejr udenfor. Jeg har ikke kunnet komme til træning, fordi jeg netop skulle møde kl. 9(hver anden mandag møder jeg først om eftermiddagen, så der kan jeg tage morgen combat), og jeg sidder og tygger i en selleristang, mens jeg meget hellere ville spise en rundstykke. Jeg elsker selleri, men det var ikke det jeg havde lyst til.
Nå, hvordan reagerer jeg så? Jeg kan fortælle jer hvordan jeg burde have reageret:
Tygget videre i min selleristang, efterfulgt at min frokost bestående af en skål salat og LCHF-brød med æggesalat, i selskab med mine studiekammerater, og så været taget til undervisning. Derefter skulle jeg være taget hjem, have pakket mit træningstøj, og været taget over og afreageret i centeret, for så at tage hjem og spise rester af grønsagssuppen med kyllingestykker fra i går. Efter det kunne jeg med god samvittighed have set 'medical night' på kanal4, og jeg ville ikke have haft mavepine. Og jeg ville have været et gladere menneske.
Nu skal jeg fortæller jer, hvad der rent faktisk skete( - og det her er meget ærligt):
Da jeg havde fri fra helvedes kommateringsfag, skippede jeg både frokost og undervisning, for at tage i Bilka efter rundstykker(HELT HVIDT BRØD MED KORN), tage hjem og ligge på sofaen, mens jeg spiste mine rundstykker, drak COLA og så film. Derefter blev jeg så træt og udmattet(no wonder), at jeg sov hele eftermiddagen. Jeg vågnede omkring kl. 17, hvor jeg besluttede det var tid, til at få noget "aftensmad", så jeg smurte en rundstyk mere, og hældte et glas cola op. Mens jeg stod i køkkenet og kiggede på mit spændende "måltid", fik jeg så den værste mavepine EVER! Det var helt vildt. Og så stod jeg og kiggede lidt mere på måltidet uden næring - og besluttede mig for, at min krop fortjener bedre! Derfor fandt jeg min madpakke, som jeg jo havde med hjem igen, og havde puttet i køleskabet, frem, og besluttede mig for, at salat og gulerods/selleristænger, var et mere fornuftigt valg for min krop:
Selvom jeg stadig har virkelig ondt i maven, og har dårlig samvittighed overfor min krop, er jeg glad for, at jeg traf den rigtige beslutning til sidst. Og der er en ganske særlig grund til, at jeg skriver dette, meget ærlige, indlæg. Jeg vil tage det frem, næste gang jeg har en dårlig dag, og har lyst til at gøre det samme. Og så vil jeg huske både mavepinen OG det faktum, at det gjorde mig mere ked af det, end at det opmuntrede mig, at give efter for den dårlige lyst. Og nu har jeg også en lille guide til, hvad jeg skal gøre i stedet :-)
Jeg tager ikke ned og træner, for jeg har simpelthen så ondt i maven, men jeg vil gøre det i morgen i stedet. Min krop skal forkæles nu. Jeg har det i øvrigt allerede meget bedre, og tænker, at dagen i morgen kommer til at se meget lysere ud.
Inspireret af den søde frk. Sveske,vil jeg i øvrigt prøve at komme afsted til træning hver dag i denne uge, undtagen lørdag, hvor jeg er undskyldt grundet tømmermænd.
Noget helt andet er i øvrigt, at noget der i den grad giver mig mavepine og dårligdom, kan ikke være godt for min krop. Derfor er jeg nu virkelig glad for min beslutning, om at være kornfri :-)
Etiketter: depression, LC, LCHF, mål, tungsind, vinterdepression
