AV!

Er I klar over, hvor øm man kan blive af at træne, når man ikke har trænet i mange måneder? Svaret er virkelig, virkelig, virkelig øm. Det var måske også at presse den, at jeg startede ud med cirkeltræning, bestående af squats, lunges, armstræk og sjipning - men altså, det var virkelig dejligt at træne, som jeg også skrev her. I går da jeg vågnede, mærkede jeg så efterveerne. Jeg havde regnet med lidt ømhed, men at jeg hele dagen i går, skulle gå rundt og ligne en, der havde skidt i bukserne - ja, det havde jeg altså ikke regnet med! Især ikke, fordi jeg skulle cykle ind på sygehuset, og tilbringe hele dagen der, fordi min mor blev sendt over fra Esbjerg sygehus, for at blive opereret. Lad mig bare sige, at det var en laaaaaaang dag. Hver gang jeg skulle rejse mig, gjorde det ondt i mine ben, mine baller, min mave - ja, alle de store muskler, som man bruger for at rejse sig, til at gå osv. I dag gør det stadig ondt, næsten lige så meget som i går, så jeg bliver lige her på sofaen, resten af dagen. Nå, så har jeg vist også beklaget mig rigeligt ;-)

Operationen min mor skulle have, var ganske udramatisk, og eftersom det bare var et lille bitte indgreb, tog det kun en time. Men de skulle jo lige holde øje med hende efterfølgende, så hun endte med først at blive sendt hjem om aftenen klokken 18. Som de af jer, der kigger med på Instagram, allerede ved, fik jeg en salat med kylling til frokost i sygehusets kantine. Vidste I, at de sælger fastfood i kantinen på OUH? Hotdogs, pølser med brød, pizza osv.? Jeg var faktisk lidt chokeret over, at det eneste sunde valg for folk er salatbaren eller en sandwich(Okay, jeg synes jo ikke brød er på listen over de sundeste ting i verden, men en sandwich er bedre end en hotdog). Og for at komme hen til salatbaren, skal man forbi al fastfood'en. De gør det heller ikke nemt for folk hva'? Og det er et sygehus!
Nå, men salaten var ikke særligt spændende, dog tog den toppen af sulten, og det var fint, for jeg havde egentligt regnet med, at jeg kunne komme hjem tidligt på eftermiddagen. Det kunne jeg jo så bare ikke lige. Og selvom det var vældig hyggeligt, at være sammen med min mor en hel dag, så er et sygehus altså ikke et særligt inspirerende sted.

Nå, men der skete jo så det, at jeg først kom afsted der fra kl. 18. Og jeg var sulten. Mit blodsukker lå heeeeeelt nede i kælderen et sted og rodede rundt, og jeg vidste jeg skulle i føtex for at handle ind, da køleskabet var tomt. Og vi ved jo godt allesammen, det ikke er særlig smart at handle ind på tom mave. Men det gjorde jeg altså. Heldigvis var jeg faktisk (næsten) yderst fornuftig. Så ned i kurven røg koteletter, smør, broccoli og blomkål(og rødvin og en plade mørk chokolade). Derfor blev middagen lækre krydrede og møre koteletter, mos af broccoli, blomkål, løg og hvidløg, og dertil en hjemmelavet bernaise - Det må da siges at være et fornuftigt måltid, og det på trods af det lave blodsukker - jeg var(og er) helt stolt af mig selv, for at være så rationel. Dog stod mit blodsukker ikke til at redde, så da der var håndbold, spiste jeg hele pladen med mørk chokolade(Lindts med havsalt - Lækker chokolade!). Men det var jo også fredag - og som jeg så en skrive på Instagram, skal man huske at fejre fredag - det er det jo trods alt kun ca. 52 gange om året ;-)
Til gengæld er der ikke handlet ind til snacks i dag, og det regner jeg heller ikke med der bliver - i stedet vil jeg drikke et glas rødvin - kun et glas - og nyde det.

Etiketter: , ,