Jeg må forberede jer på, at dette bliver et langt indlæg - bær over med mig, jeg håber på, at jeg en dag lærer begrænsningens kunst ;-)
Det bringer mig videre til at reflektere over året der er gået. 2012 har været et utrolig begivenhedsrigt år for mig. Jeg startede mit år med at få en diagnoseret en depression i starten af januar.
I stedet for en medicinsk behandling, valgte jeg, at jeg ville komme igennem den med psykologhjælp, og begyndte med det samme. Jeg blev sygemeldt fra mit job som afløser på et plejehjem, og brugte min tid på at gå i skole 8 timer i ugen,eller nærmere bare når jeg magtede at komme afsted(jeg manglede kun et fag, for at kunne starte på uni), og gå til psykolog en time om ugen. Resten af tiden lå jeg hjemme på sofaen og så serier. De fleste dage kunne jeg ikke overskue andet, end at rejse mig fra sengen, når min mand tog på arbejde, for at lægge mig ind på sofaen, hvor jeg så så tv/serier et par timer, og derefter sov det meste af dagen, indtil han kom hjem. I de timer jeg var vågen, spiste jeg en masse, masse, masse mad. Jeg spiste nærmest konstant i mine vågne timer. F.eks. kunne jeg have en periode, hvor rugbrødsmadder med kødpølse var et stort hit, og så kunne jeg uden problemer køre en 6-8 madder ned i løbet af dagen. Og foruden det, fik jeg også ofte en halv pose slik og et par glas cola. Og jeg var SÅ ked af det, fordi jeg tog på, tog på og tog på. I december(2011) tabte jeg mig lidt, og kom ned på 72 kg. Da jeg igen vejede mig var det d. 6 marts, og der vejede jeg 80,5 kg. Det var den dag, jeg startede mit vægttab.
Så her var jeg altså: Jeg havde taget næsten 9 kilo på, på et par måneder, jeg havde en depression, jeg bankede mig selv oven i hovedet med mit manglende overskud, hvilket gjorde mig endnu mere deprimeret. Jeg gik på et suppleringskursus som jeg hadede, for det eneste jeg ville, var at starte på uni, og i øvrigt gik der en fyr i min klasse, som mobbede mig på det groveste, og som jeg ikke kunne sige fra overfor. Derfor blev jeg ofte hjemme, og fik aldrig lavet mine lektier, og kunne ikke finde ud af faget. Det gjorde mig endnu mere deprimeret. Derudover var vi flyttet til en ny by, og hver dag når min mand tog på arbejde, var jeg hele alene, i en fremmed by. Jeg fortrød ikke vi var flyttet, for det trængte vi til, men jeg følte mig altså alene. Hvilket gjorde mig endnu mere deprimeret.
Nå, men depressionen sendte mig jo til en psykolog. Og ganske langsomt, med små babysteps, begyndte jeg at få det bedre. Jeg begyndte at få lidt mere overskud, og komme mere ud med mine, dengang nye, venner, og det hjalp mig rigtig meget. Det skulle planlægges meget, og jeg kunne kun overskue til et-to sociale ting i ugen, men det begyndte at give mig noget, som jeg ikke troede det kunne. Men mens jeg lærte dem at kende, fik jeg det også langsomt bedre. Og specielt den ene af pigerne i den gruppe jeg var kommet ind i, klikkede jeg utroligt godt med - hun er ikke en type, jeg nogensinde dengang havde troet skulle blive en af mine tætte veninder - men det blev hun altså alligevel. Hun er en ærlig person, som tør stille de personlige spørgsmål, som går tæt på, og som gør man rykker sig. Og det hjalp mig virkelig, virkelig meget. Og da jeg så en dag åbnede op, og fortalte om ham fra min klasse, som behandlede mig enormt dårligt, var hun en kæmpe støtte - og det vil jeg altid være taknemmelig for, for det fik mig til at tale med psykologen om det, og derfra, gik det pludselig stærkt. Det var nemlig der, det helt store gennembrud, og essensen af mine problemer kom frem i lyset: Jeg har ladet folk trampe på mig hele mit liv, fordi jeg ikke tror jeg er mere værd, og nu mere de tramper, des mindre værd føler jeg mig. Det er da vist hvad man kalder en ond cirkel hva'?
Men fordi jeg nu havde fundet kernen af problemerne, var det bare meget nemmere at gøre noget ved det. Jeg fandt pludselig ud af, at det hjalp mig en hel masse at være sammen med mine venner, hvor jeg egentligt altid havde troet, jeg var typen der ladede op alene. Jeg begyndte at gå lange ture(10+ km) flere gange i ugen, og så begyndte jeg mit vægttab. Og da kiloene begyndte at ryge af, fik jeg det langsomt bedre.
Selvfølgelig får jeg det ikke bedre, kun fordi jeg taber kilo, det hele følges jo ad. Men kiloene er et meget godt billede, på at der sker en langsom, men sikker og god udvikling i mit liv, både fysisk og psykisk. Og det hjælper meget, at være tilfreds med det man ser i spejlet. Ikke for andres skyld, men for min skyld. Ikke for at andre skal kigge på mig, men fordi jeg selv skal kunne lide at se på mig.
Og pludselig blev det sommer, og jeg afsluttede mit år på VUC, jeg kunne vinke farvel til ham der ikke behandlede mig ordentligt, og jeg begyndte at arbejde på plejehjemmet igen. Og så gik tiden stærkt - pludselig var det slut august, og så begyndte uni - og det gik jo over alle forventninger. Jeg befinder mig så godt der, både faglig og socialt, selvom jeg stadig tvivler meget på mig selv og mine evner.
Efter en måneds tid på uni, begyndte jeg på LCHF og meditation. Og det giver mig bare endnu mere energi, til min personlige udvikling. Jeg må sige, at 2012 har været et utroligt hårdt år, men til gengæld har jeg rykket mig enormt meget, og er kommet rigtig, rigtig langt. Jeg har lært utroligt meget, og jeg er ikke længere en stille mus ovre i hjørnet. Jeg kan sige med sandhed i stemmen, at jeg bryder mig om mig selv. Ikke elsker(endnu), men bryder om. Og det er stort!
Men det var jo så 2012 - hvad skal der så ske i 2013? Jeg føler ikke længere jeg har en depression, selvom vintermørket behandler mig lidt hårdt. Jeg skal dog fortsætte med psykologsamtaler, og jeg skal fortsætte min udvikling, for jeg har stadig en lang rejse foran mig. Jeg mangler stadig at tabe nogle kilo, men træningen er røget ud, og vil blive erstattet af granskning af det inderste jeg - jeg skal meditere mere, og gå mange lange ture i skoven. Jeg skal også læse 'The Gabriel Method' færdig, og så har jeg et super spændende projekt, som I alle sammen vil blive indviet i snart - eller i hvert fald indenfor de næste par måneder - Jeg kalder det 'Kan man visualisere sig rask', og jeg kan afsløre så meget, at det handler om mit psoriasis, som jeg har på hele kroppen, og som klør som ind i helvede. Men meget mere om det, når jeg er færdig med mit vægttab :-)
Hvis du nåede helt til enden af dette indlæg, fortjener du næsten en medalje - jeg har skrevet det lige så meget for min egen skyld som for din - somme tider er tingene mere virkelige og tydelige, når de kommer ned på skrift, og det synes jeg også gør sig gældende her. Jeg glæder mig til at blogge en masse mere i 2013, og jeg glæder mig til at få eksperimenteret med både mad og sjæl :-)
Etiketter: LC, LCHF