Tomatsuppe

I onsdags fik jeg besked om, at min mor endnu engang var blevet indlagt på sygehuset. Derfor måtte jeg en spontan tur til Esbjerg et par dage, og derfor har der lige været lidt stille her på bloggen :-)

Men min mor er i god bedring, og jeg er derfor tilbage i Odense. Selvom det var vildt hyggeligt, at bruge et par dage med gutterne i Esbjerg, så er der altså ikke noget som at være hjemme igen. Og selvom en af mine kammerater, er en virkelig nær ven, er der ikke noget som at være sammen med den mand man har giftet sig med, når han nu samtidig er ens bedste ven - så øst, vest, hjemme bedst holder altså :-)

Det er jo lidt svært, det der med at holde sig til LCHF, når man er på besøg hos nogen, men det gik overraskende godt denne her gang. Jeg havde lige bagt en omgang LCHF brød, så jeg hev en god portion af det med til Esbjerg, så jeg var forberedt. Og min kammerat havde ikke planlagt aftensmad da jeg kom hjem til ham, hvilket betød, at jeg kunne få påvirket menuen. Han havde oksekød, så vi lavede hakkebøffer med lidt rodfrugter til, og så fik jeg overtalt ham til en dip af creme fraiche i stedet for knorr sovs - og da han først smagte min dip, var han overbevist! Den var lavet af creme fraiche 18%(jeg kunne ikke få 38%), tomat pure, masser af frisk hvidløg, lidt citronsaft og nogle forskellige krydderier. Den er klassisk, men den vinder hver gang.

Dagen efter spiste jeg hos en anden kammerat, som havde været så skøn, at han havde taget hensyn til LCHF helt af sig selv - dejligt! Så der fik jeg lidt kylling/karry/kokossuppe og noget chili con carne - altså hver for sig, ikke sammen ;-)

Og så kom jeg hjem i går, til et usandsynligt tomt køleskab. Jeg ved ikke hvad der er med mænd. Han har brugt alt i køleskabet, og selvom han flere gange har været nede og handle ind, har han ikke tænkt længere, end at købe det han skulle bruge nu og her. Og derfor var køleskabet altså tomt. Så da jeg vågnede efter at have fået en god lur da jeg kom hjem, efter et par dage tilbragt på sygehus, og aftener tilbragt i godt selskab og for meget rødvin, og var meget, meget sulten, improviserede jeg en tomatsuppe med masser af fløde. Og den blev altså utrolig god!




Tomatsuppe til to personer

Det skal du bruge:

to gulerødder
5 cherrytomater
5-7 champignoner
1 stor selleristang
3 fed hvidløg
1 dåse hakkede tomater
2 dl fløde
olie til stegning
krydderier

Sådan gør du:

Grønsagerne skal svitses i olien, og det krydres godt.( Jeg brugte chili, tørret basilikum, salt og peber.)
Når grønsagerne er ved at være møre, hældes dåsetomaten over, og det skal koge i ca. 5 min. Efter det blendes det, og flødes blandes i, hvorefter det varmes til den ønskede temperatur. Hurtig, nem og mættende aftensmad, med masser af grønt.


Etiketter: , , ,