Jeg har fået en ismaskine!

Ja, det var jo sådan set meningen, at jeg skulle have en ismaskine, når jeg når i mål med mit vægttab - men når Netto så pludselig sælger én til 149 kr, er det altså næsten så godt et tilbud, at det er dumt at vente - og derfor købte jeg den. Og det er også blevet afprøvet! Jeg har lavet to slags is: En hindbær-flødeis og en lakridsis.
Jeg har aldrig ejet sådan en størrelse før, og har egentligt aldrig rigtigt fået eksperimenteret med is, så jeg har været i tvivl om, hvorvidt det var vigtigt, at varme massen op, inden man fryser den, eller om dette kunne undlades. Derfor var det lidt et forsøg, da jeg i går prøvede uden at varme massen op. Det blev faktisk et ganske godt resultat synes jeg, men på lørdag når der kommer gæster, vil jeg helt klart prøve at varme det om. Det er nemlig ikke helt så cremet, som jeg gerne vil have det til at være, og det håber jeg lidt, at opvarmningen kan hjælpe på.

                                

Hindbær-flødeis

Det skal du bruge:

½ l piskefløde
1½ bæger past. æggeblomme
15 gram sukrin+ eller tilsvarende af andet sødemiddel
1 tsk vaniljepulver
75 gram optøede og moste hindbær. Her skal jeg nok indskyde, at de skal overhældes med kogende vand, for at dræbe bakterierne. Det gør jeg bare ikke - uha, hvor rebelsk, den evige regelrytter er ;-)

Sådan gør du:

Pisk æggeblommer og sødning i en skål, og fløde i en anden. Æg og sukrin skal piskes til det er luftigt - dette gør jeg i foodprocessoren, men det kan sagtens gøres med en elpisker. Flødeskummet skal være blødt, og skal derfor ikke piskes i alt for lang tid.
Herefter vendes flødeskummet i æggemassen lidt ad gangen. Når det er blandet, kan hindbær og vanilje hældes i. Og eftersom det er past. æg, er det heeeeeelt okay at smage på det  - det skal man faktisk ;-) Så kan man jo også lige tjekke, om det mangler noget.
Herefter puttes det i issmaskinen - men den rører rundt - og der skal det være i 40-50 minutter. Derefter kan det spises med det sammen, eller smides i fryseren.
Alternativt kan man også undlade ismaskinen, og bare smide det i fryseren. Men så er det en god ide, at røre rundt i det, et par gange under frysningen, så man undgår iskrystaller.
OBS: Hvis du bruger ismaskine for første gang, så husk, at du IKKE må stoppe maskinen undervejs, og tage røre-dimsen op - du kan ikke få den igang igen. Jeg taler af erfaring ;-)

Lakrids-is

Det skal du bruge:

½ l piskefløde
1½ bæger past. æggeblomme
15 gram sukrin
Lakridspulver efter smag - jeg brugte den fra naturdrogeriet. Det er vigtigt at man bruger rigtig lakridspulver, og ikke lakridsrodspulver.

Det er helt samme fremgangsmåde som ovenfor. Men specielt med lakridsen er det virkelig vigtigt, at smage undervejs. Jeg lavede min utroligt kraftig, fordi jeg virkelig elsker lakrids, men for en nogenlunde moderat udgave, vil jeg tro at to-tre tsk'er er fint. Bare husk, at det ikke smager lige så kraftigt når det er koldt, som når det har stuetemperatur :-)

Velbekomme!

                             

Etiketter: , ,