Så blev det sørme søndag igen. Jeg sidder med en smule tømmermænd, og prøver at overtale mig selv til, at få noget ud af dagen, såsom at få læst til i morgen. Men sofaen er jo bare så dejlig blød, at det trækker lidt, bare at ligge her hele dagen, stene tv eller serier, og så læse op efter undervisningen i morgen. Nu må vi se hvad det bliver til. Begge dele fungerer heldigvis ganske fint.
Jeg havde en veninde på besøg i går, og vi tømte et par flasker rødvin, mens vi snakkede om alt og intet, stort og småt. Det er altså bare fantastisk med den slags veninder. Det smarte er, at hende og hendes kæreste lige er flyttet ud i vores hood, så nu er det bare meget nemmere at ses til en kop kaffe, eller et par flasker rødvin - det kræver ikke længere så meget planlægning.
Jeg har startet dagen med en god bastant morgenmad, for blodsukkeret var noget lavt da jeg vågnede. Sådan er det jo gerne dagen derpå, for rødvinen giver unægteligt en stor mængde kulhydrater. Det blev derfor til en grønsagsjuice med hørfrøolie, 2 spejlæg med en skive flødehavarti ovenpå og så et par skiver bacon til. Simpelt, men lækkert. Og jeg er dejlig mæt, og skal forhåbentligt ikke bøvle alt for meget med blodsukkeret.
I går fik jeg trænet, og det har jo været en lidt anderledes uge på den front, fordi jeg i de dage, hvor jeg havde madlede, ikke kunne træne. Derfor er det kun blevet til to ganges cirkeltræning. Men det er også ganske udemærket.
Udover det, var jeg ude og gå en laaaaaang tur - vi har nemlig været ude og hænge efterlysninger op af katten, fordi vi stadig intet har set til den. I dag sner det ret meget her i Odense, og har gjort det i nat også. Jeg tror simpelthen ikke på strejfer-teorien mere, for jeg kan ikke forestille mig, at hans første strejfer-tur foregår i en uge hvor der har været frost, sne og mere sne. Det hænger ikke sammen for mig. Hvad der så er sket med ham, ja, det tør jeg næsten ikke tænke på.
Lige nu, er der ikke så meget andet at gøre, end at vente. Men mine tanker kredser konstant om min lille baby, og jeg savner ham noget så forfærdeligt. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at nogen passer godt på ham, og at de får øje på vores sedler, så han kan komme hjem til os igen - vi mangler virkelig en del, af vores lille familie. Og en uge er lang tid, når man lider afsavn. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor ked af det jeg kommer til at være, hvis der skal gå en uge mere. Og en til. Øv, altså!.
Etiketter: LC, LCHF, Weightloss