Jeg har lige spist en morgenmad, som simpelthen var så god, at jeg er nødt til at dele den med jer. Havde jeg vist hvor godt det var, havde jeg taget et bedre billede!
I LCHF verdenen er de melfri, svenske pandekager, kaldet kesoplätter, blevet ret kendte. Personligt, fik jeg dem først afprøvet i går, men jeg må sige, at det er de bedste LCHF pandekager jeg endnu har smagt - og jeg har afprøvet mange versioner.
De bliver lette og luftige ligesom brunchpandekager, og de kan enten saltes eller sødes, alt efter behov. I går lavede jeg dem med kardemomme og kanel men her til morgen, blev det til en saltet version.
Min grundopskrift er:
2 æg
130 gram hytteost (eksempelvis den økologiske fra arla med højt protein indhold.)
1 spsk HUSK
Ønsket krydderi (sødt eller salt)
Evt. skinke og ost hvis det skal være toast(Jeg brugte serranoskinke og flødehavarti)
Hele molevitten blendes sammen med stavblender eller lignende, og steges i små pandekageklatter i (rigeligt) smør på panden.
Her til morgen, ville jeg lave dem til toast, så jeg lavede en halv portion, som blev til fire pandekager. Da de var gyldne på begge siger, puttede jeg ost og skinke på to af dem, og puttede de andre ovenpå, så det blev til klapsammen toast. Og jeg siger jer bare - mums!
Jeg har virkelig en forkærlighed for toast, og har ofte lavet en version med omelet, men de her slår alt, fordi kesoplätterne er så luftige og lækre, men samtidig brød-agtige. Det er helt sikkert en af mine nye favoritter.
Jeg spiste den sammen med en lille rest kotelet fra i går og drak en grøn smoothie til. Det var nemlig både min morgenmad og frokost, forstås. Sådan bliver det nemt, når man først skal møde kl. 13 og også lige skal træne. Og guderne skal vide, jeg havde brug for at sove længe. Og det er slet ikke svært, når verdens sødeste missekat, ligger og spinder i fodenden :-)
Faktisk vågnede jeg allerede kl. 8, og tænkte jeg lige så godt kunne stå op, men så lå katten i fodenden og spandt, så jeg lagde mig ned til den og puttede - og ja, så var klokken altså 10, da jeg vågnede igen ;-)
Etiketter: LC, LCHF, Weightloss