Ja, i dag blev til endnu en fri dag, selvom det slet ikke var meningen. Men da jeg vågnede, og der var fyldt med sne udenfor, og jeg ikke orkede at stå op, tjah, så sov jeg videre.
Jeg tror lidt, at min hjerne har erklæret undtagelsestilstand, og så er resten bare nødt til at følge med. Både kroppen og fornuften. Jeg havde faktisk tænkt, at jeg ville afprøve, om mine knæ var klar til styrketræning igen i dag, og som betaling for den tanke, har mit venstre knæ gjort ondt hele natten. Det er vist ikke tid endnu, desværre.
Men ved I hvad? Jeg slapper af. Jeg siger pyt, og jeg giver mig selv den tid, jeg har brug for lige nu. Og det virker. For i dag har jeg fundet en psykolog jeg vil ringe til! Desværre opdagede jeg lidt for sent, at jeg skulle have ringet mellem 8-9, men nu er uret sat til i morgen tidlig, så jeg kan ringe til hende. I morgen har jeg nemlig fri, og skal have den sidste HPV-vaccine kl. 12.30. Så et vækkeur skal der til, hvis jeg skal op og ringe ;-)
Udover at skulle til lægen, ser jeg frem til, bare at komme ind i byen. Til trods for vejret, kan jeg jo lige så godt få noget ud af det, når jeg er derinde, for det sker ikke så ofte, siden vi flyttede derinde fra, og ud i den nærmest forstads-agtige idyl i Odense SØ. Derfor har jeg bl.a. planer om at tage forbi et lille bogantikvariat, og kigge efter lidt interesselitteratur, som det bliver til alt for lidt af, når man også skal læse masser af skønlitteratur på sit studie. Det er fedt, at kunne kombinere hobby og studie, men jeg er ved at være lidt træt, af oldgamle romaner, som det tager en evighed at komme igennem!
Kender i i øvrigt det der med, at man virkelig bare har en trang til at komme udenfor, men at det vælter ned med sne, så hvis man skal ud, kræver det virkelig nosser? Jeg sidder stadig og tænker i plusser og minusser. Jeg kunne virkelig godt bruge en gåtur! Altså...
Lige her til sidst, vil jeg komme med et tip. I går så jeg dokumentaren 'Sandheden om sukker', som kan ses på dr1's hjemmeside, ganske gratis. Den er virkelig, virkelig god, så hvis du keder dig en dag, er den altså hvert et minut værd :-)
Etiketter: LC, LCHF, Weightloss