Min anden dag med periodisk faste, og et spisevindue der er åbent fra 10-18 er ved at være slut - og på madfronten er den jo ovre.
Jeg har ikke taget billeder af al min mad i dag, for jeg tager ikke billeder af min mad, når jeg er på uni - det er bare for underligt :-p
Til gengæld får I lige en liste, over hvad jeg har spist:
Morgenmad/frokost kl. 11: Omelet med dampet broccoli og en lille skål råkostsalat
Snack kl 14: En lille håndfuld macademianødder
Aftensmad kl. 16:45: Hakkedreng med ost på bund af blandet salat og toppet med aioli
Dessert kl. 17:45: LCHF risalamande
Dagen er sådan set gået meget godt. Da jeg fik pause klokken 11, kunne jeg dog godt mærke, at jeg var ret sulten, men ikke på en ubehagelig måde eller noget. Da klokken så blev hen ad, at jeg skulle have fri, kunne jeg godt mærke, at jeg var blevet rigtig sulten - og ikke på den gode måde. Jeg skulle simpelthen have haft to måltider med. Jeg tænkte over det i går aftes, da jeg lavede madpakke, men så besluttede jeg mig for, at et måltid måtte være fint. Dårlig beslutning, men nu ved jeg det til næste gang.
Inden jeg kom hjem, havde jeg advaret min mand, og da han kender mig godt, og ved jeg bliver et monster, når jeg er sulten(Og gerne ville spare sig selv for denne ubehagelighed) var han begyndt at forberede maden, så bøfferne bare skulle steges. Og mens han gjorde det, besluttede jeg mig for, at en dessert måtte være på sin plads, for at være sikker på, at få mad nok. Det er jo en ret vigtig pointe, at det ikke skal være en sultekur. Jeg skal stadig spise så jeg er mæt, og så mit blodsukker kan holde sig stabilt heeeeeeeelt ind til i morgen kl. 10.
Heldigt for mig, havde jeg på Instagram set Xenia poste LCHF risalamande, og det måtte jeg bare prøve! Og jeg siger jer, det smager virkelig, virkelig godt. Og det er gået op for mig, at det er fløden, vaniljen og mandlerne er det der skaber smagen - risene er bare fyldstof!
LCHF risalamande - 1 stor portion
Det skal du bruge:
½ dl piskefløde
60-70 gram hytteost (af den slags med 4% fedt og højt proteinindhold)
1 tsk vaniljepulver(ikke sukker)
1 tsk sødning eller tilsvarende - jeg brugte en flydende stevia, hvor man skal bruge 2 dråber
10-12 hakkede mandler
Bær til at toppe - jeg havde omkring 35 gram optøede bær som jeg brugte
Sådan gør du:
Pisk fløden til skum sammen med vanilje og sødning.
Bland flødeskum og hytteost i den skål du skal spise af, og top med bær og mandler. Velbekomme!
Arhmen, det er jo både nemt og lækkert! Jeg synes, at man skal prøve at lave det med klumper første gang, for det giver en følelse af risalamande. Men jeg må sige, at jeg har et lidt anstrengt forhold til klumper, så næste gang blender jeg hytteosten med lidt af fløden, inden det skal blandes med flødeskummen. Men det er altså slet, slet ikke sidste gang, jeg laver denne dessert. Jeg tænker, at den også nemt kan bruges som morgenmad, hvis man bruger lidt mere af det hele - måske endda dobbelt portion. Nom nom!Etiketter: LC, LCHF, Opskrifter, Weightloss