Hvor spiser jeg?

Ja, så er det altså tid til en opdatering, på mit indlæg 'Hvor spiser du?'.

Hvor jeg før indtog nærmest alle mine måltider enten foran tv'et eller computeren, er jeg faktisk blevet bedre til bevidst at vælge, at sidde ved spisebordet, også om aftenen sammen med manden - og det endda selvom det har været doven-ferie og alt muligt. Dertil er vi også blevet gode til at slukke tv'et, og computeren har faktisk slet ikke været en udfordring.

Dog synes jeg stadig det er enormt svært ifm. morgenmad og frokost, at jeg skal lægge mobilen væk. Jeg prøver virkelig, men den ligger bare og stirrer på mig. Måske jeg skulle forsøge at lægge den væk, mens jeg spiser? I hvert fald er det bare super nemt at sidde på instagram eller suse rundt på de forskellige blogs, mens man spiser. Samtidig oplever jeg også bare, at de måltider som jeg indtager helt uden nogen form for medier, ja, dem nyder jeg altså også bare meget, meget mere. Jeg får mere ud af maden, jeg spiser den langsommere, og jeg mærker meget hurtigere min mæthedsfornemmelse.

Så konklusionen må være, at det er noget jeg forsat arbejder på, men at det går godt fremad - hvis jeg selv skal sige det ;-) Jeg får virkelig meget ud af at nyde maden, fremfor bare at skovle den ind, så det satser jeg fremadrettet stadig på.

Nå, nu til noget lidt mere generelt. Efter jeg så 'Hungry for change' filmen, er jeg blevet helt tosset med at juice og at spise chia-grød. Arhmen, begge dele er så lækkert! Jeg elsker virkelig alle de ekstra grønsager jeg får, ved at drikke et eller to glas juice om dagen. Der går jo noget tabt fra grønsagerne ift. de grønne smoothies(altså, blendede grønsager), men juicerne har bare en lækkerhedsfaktor over sig, som en grøn smoothie i min optik ikke kan konkurrere med. Ikke at det ikke er godt, men det er bare ikke lækkert på sammen måde. Derfor er juiceren altså ved at blive en del af den daglige rutine, og sådan skulle det gerne forblive :-) De dage i sidste uge, hvor det gik lidt galt med sukker og brød, havde jeg alligevel ikke så dårlig samvittighed overfor min krop, for jeg gav den stadig hvad noget af det den havde brug for i form at juicen. Til gengæld lugter man altså af køkkenhave ud af munden, efter sådan en portion, så jeg plejer lige at børste tænder, hvis jeg skal noget bagefter.

Det er sjovt, hvor jeg i sidste uge var mega PMS, og kunne spise alting hele tiden, så i dag, oplever jeg bare en mæthed af en anden verden. Jeg har ikke spist mere end jeg plejer. Morgenmaden bestod af chiagrød, en omelet og en grøn juice. Ved 14-tiden var jeg egentligt ikke specielt sulten, men tvang alligevel mig selv til at spise. Nu forstår jeg ikke rigtigt hvorfor, men der ligger jo en meget dyb vane i det med de faste måltider. Og siden frokosten har jeg bare været mæt, mæt, mæt. Jeg kan slet ikke tænke på aftensmad, selvom klokken nærmer sig 18. Det er underligt. Men om lidt vil jeg gå en tur med manden, og hvis ikke appetitten kommer, jamen så kalder vi nok bare det en faste dag. Så nemt kan det åbenbart være ;-)


Etiketter: , ,