Forleden skrev jeg dette indlæg om, at kroppen ikke kan kende forskel på du-skal-dø-stress og 2013-du-jonglerer-med-for-mange-bolde-stress. Og nu er det blevet tid til, at tage hul på et emne, som berører noget af det samme, nemlig vægttab.
Rigtig, rigtig mange, som starter på LCHF gør det for at tabe sig. Det gjorde jeg også selv. Jeg startede den 12 oktober 2012, altså for næsten et år siden. Jeg havde levet på en kalorierestriktiv diæt i omkring et halvt år, og jeg havde tabt en 8-9 kg. Jeg husker det faktisk ikke præcist mere. Det havde været en benhård kamp, hvor jeg næsten hver dag svedte i fitnesscentret, spiste omkring 12-1400 kcal om dagen og bekæmpede de vildeste blodsukkerudsving med den præmie i tankerne, at jeg hver fredag og lørdag måtte "synde"(uff, jeg hader det ord). Alle komplimenterede mit vægttab, mine venner og min mand støttede mig og alting kørte bare. Jeg var også i pænt god form, grundet min høje indsats i træningscentret. Problemet var bare, at jeg følte mig energiforladt, træt og UDSULTET. Jeg var altid sulten, mine tanker kredsede om mad konstant, og når jeg skulle "synde", ja, så fik den hele armen.
Da jeg så stødte på Janes blog og derigennem blogs såsom Frk. Sveskes og mange andre, gik der langsomt et lys op for mig. Jeg sultede mig selv. Jeg undertrykte mine blodsukkerudsving i hverdagen, gik så amok i weekenden og startede forfra om søndagen. Jeg spiste aldrig nogen af mine træningskalorier, til trods for, at der var masser at tage af. Jeg forbrændte vel 6-800 kcal 5-6 dage i ugen. I shit you not! Og alligevel tabte jeg mig "kun" omkring ½ kg pr uge. Jeg havde flere frustrerede samtaler med veninder/mand osv. omkring det, for jeg synes det var pisse uretfærdigt, når nu jeg arbejdede så benhårdt for det. Jeg kunne slet ikke se, at jeg i virkeligheden udsultede min krop, så den holdt fast på alle de ressourcer den nu engang havde - også mine fedtdepoter.
For kroppen kan ikke kende forskel. Den ved ikke, om jeg står og slår huller ud i luften til bodycombat, eller om jeg rent faktisk slår på nogen, fordi jeg er truet. Den ved ikke, om jeg løber på et løbebånd indendørs, med aircondition blæsende ned i hovedet på mig, eller om jeg løber for livet, fordi et vildt dyr jager mig, og sidst men ikke mindst, så ved den ikke, at jeg i virkeligheden har al mad i verden tilgængeligt, men bevidst udsulter den. Den aner det ikke. Og derfor holder den på alt hvad den har. Og derfor tabte jeg mig langsomt. Ikke at der er noget galt i et langsomt vægttab -.IMO er det faktisk langt det bedste og sundeste. Men på det tidspunkt, var jeg bare frustreret over, at jeg ikke tabte det 1-1½ kg, som min kalorietællerapp sagde at jeg ville, med de få kalorier jeg indtog kontra de mange kalorier jeg forbrændte.
Og hvor vil jeg hen med det her? Jo, når nu de fleste starter på LCHF, for at opnå et vægttab, så er det klart, at det også afføder en del frustration; Der er nemlig mange, som ikke bare taber sig over-night med LCHF. LCHF står helt og holdent i kontrast til de sultekure mange af os førhen har udsat kroppen for. Af dem jeg selv har været igennem kan nævnes; Ekstrem kalorierestriktion, suppekur, Nupo, smoothiekur, slankepille-kur og mange flere, som jeg slet ikke kan huske navnene på.
Inden jeg fortsætter, vil jeg gerne slå fast, at LCHF er en livsstil, ikke en slankekur! Hvis man udelukkende starter på LCHF med vægttab for øje, og har tænkt sig at gå tilbage til sine gamle kostvaner igen når vægttabet er opnået, så kan man lige så godt bare hoppe på en hvilken som helst anden kur. Hvis man vil ændre sit liv og opnå et varigt vægttab, så er man nødt til at finde den måde, som virker for én selv. Og det er ikke nødvendigvis LCHF der virker for alle. Hvis du bare ikke KAN(eller vil) leve uden dit rugbrød, så er LCHF ikke noget for dig.
Men hvis du så er en af dem, som kan se LCHF som din nye livsstil, så er det bedste råd, at du skal væbne dig med tålmodighed. Og det er ikke nemt, det ved jeg godt. Når man gerne vil tabe sig, så ville det være skide rart, bare at knipse med fingrene, og så var sulet væk. Pointen er, at hvis du kommer fra en diæt, hvor din krop har sultet, enten fordi du har været kalorie- eller fedtrestriktiv, så vil din krop nu gerne have noget næring. Og derfor er det første den gør altså ikke, at begynde at smide fedt. Din krop skal først være sikker på, at du ikke vil udsulte den igen. Tænk på, hvor lang tid det har taget dig, at tage alle de kilo på - de kommer ikke til, at forsvinde hen over natten. Der er eksempler på, at nogen taber sig mega hurtigt med LCHF, men for langt de fleste går det roligt og stødt nedad. Og for nogen, ja, så begynder vægttabet ikke med det samme. Det kommer stille og roligt, som en dejlig bonus til alle de andre gevinster som stabilt blodsukker, god søvn, god mad med masser af smag og så videre.
Så hav for guds skyld tålmodighed med din krop - de første uger på LCHF vil du (højst sandsynligt) tabe væske - sikkert flere kilo. Og du vil blive sindssygt glad, når du ser de tal på vægten. Til gengæld bliver du nok også lidt skuffet, når tallene efter det går i plateu, eller endda stiger lidt igen. Men så skal du huske, at din krop er en udsultet krop, som mangler næring. Og den næring skal du tillade den. Der sker ikke noget ved, at du tager et kilo eller to, for i sidste ende, er dit vægttab med LCHF den sidste gang du behøver tabe dig, hvis du gør det til din nye livsstil.
Når nu alt dette er sagt, så er der en yderst vigtig pointe, måske faktisk den vigtigste: Du bliver ikke lykkelig af at tabe dig. (Nej du gør ikke!). Din overvægt er et symptom, på noget andet der er galt. Og sideløbende (hvis ikke inden) med dit vægttab, skal du arbejde med det, der har gjort dig overvægtig. Du kan muligvis tvinge din krop af med symptomet(overvægt), som jeg gjorde på min kalorierestriktive diæt, men det ændrer ikke på, at der er noget inde bag ved, der er skyld i det hele. Og hvis du ikke arbejder med det, så vil du højst sandsynligt blive overvægtig igen. Og du bliver stensikkert ikke lykkelig.
For mig er noget af det bedste ved LCHF, at det giver mig fred med mig selv. Det giver mig et afslappet forhold til min mad, min krop og mit vægttab, som gør, at jeg forkæler min krop med god mad, accepterer at vægttabet er langsomt, så længe det går den rigtige vej og så længe jeg samtidig arbejder med de ting, som er skyld i min overvægt: Stress, depression, mindreværd, familieforhold og mange andre ting.
Summasummarum:
1. Hav tålmodighed med din krop - LCHF er ikke en slankekur, og din udsultede og stressede krop har brug for tid, inden den er klar til at give slip på fedtet. Indtil da skal du forkæle den med masser af naturlig mad og fedt, så den kan forstå, der ingen fare er.
2. Din overvægt er et symptom, og det er virkelig vigtigt, at du arbejder med det der foregår indeni - lur mig, om ikke vægttab kommer meget naturligt, når man er afslappet i sin egen krop.
3. Nyd, at LCHF består af god, nærende mad og giv det tid. Din krop skal have ro og næring. Fokuser i stedet på de problemer, som har gjort, at du har spist med følelserne, og er endt som overvægtig.
Og lige som en aller sidste note:
Jeg har absolut ingen faglig baggrund til at kunne tale om disse ting, ud fra et fysiologisk synspunkt. Det er mine tanker og erfaringer, og hvad jeg har fået ud af andres erfaringer kombineret med mine egne. Etiketter: Kroppen, LC, LCHF, LowcarbHighfat, stress, vægttab, Weightloss
