Godmorgen derude :-)
Lige en hurtig opdatering og endnu en maddagbog fra mig. Dagen i går forløb uden de store problemer. Jeg er stadig sindssygt tørstig, men er gået i krig med det tunge skyts; Masser af vand, vand med havsalt og en moderat mængde flæskesvær. Det kan forhåbentligt hjælpe lidt på det. Derudover er jeg begyndt, at tage vita biosa - og helt ærligt, så forstår jeg slet ikke hvad folk brokker sig over! Godt nok har jeg fået en med smag, og jeg har da måske heller ikke rigtigt lyst, til at smage den uden smag, men jeg synes altså slet, slet ikke, det er så slemt. Og det er jo hurtigt væk - det værste er egentligt eftersmagen, der ligesom hænger ved i munden.
Jeg tror stadig, hvis jeg skal komme med et bud på fordelingen, at jeg ligger en smule højt i protein, men ellers fordeler det sig vist ganske pænt. Mængden af mad var i øvrigt væsentligt reduceret i går. Især fordi desserten ikke ligefrem var efter behov, men efter lørdags-lyst ;-)
Dagen startede med en kop kaffe med kokosolie og fløde.
En times tid senere blev jeg mad-sulten, og spiste derfor et par af de efterladne kyllingehapsere med mayo til.
Frokosten blev omkring 30 gram flæskesvær. Det skulle egentligt bare have været en snack, men der blev aldrig plads til rigtig frokost.
Kvaliteten af billedet er desværre elendig, og yder ikke denne über-lækre ret retfærdighed; Det er Ovnstegt hvidløgskylling(garlic roasted chicken) med stegte grønsager(kål, peberfrugt og broccoli), bagte hvidløg og flødesovs. Virkelig et lækkert måltid!
Helt spontant besluttede jeg, mens jeg alligevel lavede mad, at vi skulle have dessert. Og valget faldt på panna-cotta fordi det er nemt at lave, og samtidig er ret ketose-venligt. Den til venstre er min mands, og den har helt almindeligt jordbærsyltetøj på. Min er til højre, og har fået en lille klat af Fior de Frutta marmelade som kun er sødet med æblesaft. Der er stadig meget kulhydrat, så det skal ikke overgøres. På toppen er der drysset med mandler, og der er i øvrigt mandelessens i selve panna cottaen. Det smagte lidt henad risalamande :-)
Etiketter: ketogen, Ketose, ketosis, Kroppen, LC, LCHF, lowcarb, LowcarbHighfat, Maddagbog, vægttab, Weightloss