Ja, overskriften siger egentligt rigtig meget, synes jeg. Det er jo en lille filosofi, som giver sig selv, kan man sige. Men gør den også det?
Som jeg før har slået fast, så har jeg utrolig meget respekt for, at vi ikke alle er ens. Nogen fungerer super godt på high carb low fat, andre på striks palæo, og nogen på LCHF. Og så videre, ikke? Men altså, det her er jo min blog, og jeg fungerer kun på LCHF. Jeg har i hvert fald ikke fundet andet, som fungerer lige så godt for mig, og derfor er det det, mit indlæg i dag tager udgangspunkt i.
Da jeg levede på kornrig kost, dvs. omtrent 21 ud af mine 23 år(Jeg går ikke ud fra, jeg spiste korn i mit første leveår, og jeg har nu levet et år næsten uden), følte jeg mig aldrig rigtig mæt. Jeg følte mig tit oppustet, havde ondt i maven, træt eller andet ubehag efter et måltid. Men mæt? Nej. Der var altid plads til en lille portion mere, eller et stykke kage eller en plade marabou med daim til dessert.
Efter jeg startede på LCHF, begyndte jeg, at mærke, hvad mæthed er. Det er en anden slags mæthed, den er behagelig, og så er den til at tage og føle på, fordi den rent faktisk bliver der i 4-6 timer efter et måltid. Det tog noget tid i starten, hvor jeg stadig også havde brug for en masse mellemmåltider, og i øvrigt bare spiste meget. Men stille og roligt blev portionerne mindre, mellemmåltiderne røg ud og jeg lærte min krop bedre og bedre at kende. Men der var to ting, som stadig var et problem; Jeg spiste efter klokken og jeg kunne ikke levne.
Efter min gode opstart på LCHF sidste år, havde jeg jo så, som bekendt, en meget lang periode, hvor det hele tiden var on/off. Og on/off giver ikke mæthed. Det giver ikke fordele, og det er ikke rart. Så i lang tid, har jeg aldrig nået at nyde fordelene, fordi sukkeret trak for meget.
Nu har jeg været tilbage på LCHF, sådan rigtigt, siden august. Og der er sket noget med mig. Jeg hviler mere i mig selv, jeg accepterer min krop som den er, og jeg lider slet, slet ikke af tungsind på samme måde som jeg plejer. Og så har jeg lært, at spise når jeg er sulten(dvs. at jeg ikke skæver til klokken, men mærker efter i maven), og stoppe når jeg er mæt - jeg har nemlig lært at levne! Og det er jeg altså virkelig stolt af!
Jeg spiser ret langsomt nu, og i den proces stopper jeg op og mærker efter. Jeg smider ikke mad ud, men som oftest kan det gemmes. Det er helt vildt dejligt, at være i stand til det. Bevares, jeg har stadig lyst til, at spise mere, fordi jeg elsker mad og smag. Men jeg gør det ikke, for jeg ved, at det ikke gavner min krop. Og det bliver selvforstærkende, for den sejrsfølelse det er, at kunne stoppe, når jeg ikke har brug for mere, og det, at jeg har kontrollen, det betyder, at jeg faktisk bliver endnu mere selvaccepterende. Win-win! :-)
Alt dette betyder selvfølgelig også, at jeg kan få nogle ret skæve spisetider. Især aftensmad spiser jeg ret tidligt, fordi jeg ofte ikke er specielt sulten omkring frokost. På dage hvor jeg er hjemme hele dagen, spiser jeg sjældent frokost, men i stedet en ret stor morgenmad, og en tidlig aftensmad. Sådan tror jeg egentligt, at min krop allerbedst kan lide det.
Etiketter: depression, LCHF, lowcarb, mæthed, tungsind