Et af de spørgsmål mange nye i LCHF-verdenen stiller er, om det ikke er super besværligt med morgenmad, og tager lang tid, at forberede et godt morgenmåltid. Men det behøver det altså bestemt ikke! Her vil jeg komme med nogle forslag til, hvad der nemt kan bikses sammen.
1. Omeletten!
Min egen favorit!. Omeletter kan varieres i det uendelige med enten tomat og basilikum, flødestuvet spinat, flødestuvet champignoner, skinke og ost osv. Name it - det kan puttes i en omelet! Jeg er sådan et ostesvin, så jeg kan bedst lide, hvis der både er ost udenpå og indeni. Det tager ikke meget mere end to minutter, at smække den på panden, og mens den steger lægger jeg make-up, sætter hår, finder tøj osv. Så når jeg skal spise, så er jeg sådan set klar.
Her en variant med skinke og ost - ala toast, kunne man sige.
Her en variant med sprød ost udenpå, og tomat og ost indeni.
2. Chiagrøden!
Jeg er en af dem, der synes chiagrøden er sindssygt lækker, men kun med syrlig topping, til at give modvægt til det fede og sødlige. Jeg laver den selv af 2-3 spsk chiafrø blandet i 2 dl kokosmælk, lidt vaniljepulver og evt. mandelessens. Det sætter jeg i blød natten over, og dagen efter topper jeg med opkogte hindbær(lavet dagen i forvejen) eller bare optøede bær(men det anbefales jo at koge dem). Det kan også laves på fløde, eller sågar med te. Hvis man har lidt mere overskud, så tror jeg også, at halvdelen af portionen af kokosvarianten kunne være lækker rørt op med flødeskum.
3. Scrambled egg med bacon og mandler 'on the side'!
2 skiver bacon tager ikke lang tid at forberede. Hvis man bruger en god bacon, vil panden efterfølgende have overskydende fedt, og i det steger man 1-3 æg pisket med lidt fløde. Op på tallerkenen og en lille håndfuld mandler til, så er der serveret.
4. Æggelatten
Æggelatten er et lækkert alternativ til den almindelige latte med mælk, fordi den bliver cremet. Dertil er den god og mættende, fordi der både er æg og fedtstof i. Du kan enten bruge et stærkt espressoshot og noget kogende vand, eller 2 dl almindelig kaffe - jeg bruger som regel instant. Det putter du i blenderen med den ønskede mængde kokosolie og/eller smør(Jeg er vild, så jeg bruger 15 gram af hver) og evt. lidt fløde. Du kan også tilsætte kanel, vaniljepulver eller lakrids efter smag.
Så sætter du gang i blenderen, og mens den kører, kan du tilsætte æg. Jeg bruger selv to æggeblommer, da jeg får det dårligt af rå hvider(spørg mig ikke hvorfor).
Det er noget grænseoverskridende i starten, at putte æg i kaffen, men når først man har smagt det, er man overvundet.
5. Rester
Endnu en favorit her! Jeg knuselsker rester, især indisk, blomkålspizza eller kylling i en eller anden form for sovs. Jeg er en af de der typer, der rent faktisk har en mikroovn, og bruger den, på trods af hvor udskældt konceptet måtte være. Men det gør jeg altså! Og i den varmer jeg gerne rester. Men ellers har jeg det faktisk ovenud godt med kolde rester også, så på den måde er jeg ret nem, at tilfredsstille. På en eller anden måde, er det altid når jeg spiser rester til morgenmad, at jeg får flest grønsager, da de enten er i maden, eller fordi der er en rest blomkålsris eller lignende der hurtigt kan komme på tallerkenen til. Ellers er grønt jo faktisk rungende i sit fravær i mine morgenmåltider. Jeg tager som regel revanche i løbet af dagen, selvom jeg til tider kan blive liiiiidt for doven omkring det.Etiketter: LCHF, morgenmad, Opskrifter